Oxdog Ultimate Pro+ 2025: Test og anmeldelse
Jeg har testet det nye Oxdog Ultimate Pro+ 2025. Det er nok det stiveste bat, jeg har haft i hånden i år. Hvis du elsker power, er det en drøm. Hvis du vil have komfort? Så læs med her, før du køber...
Jonas H.
Da jeg første gang hørte om Pro+ serien, var forventningerne tårnhøje. Oxdog er kendt for at lave bat, der er spækket med teknologi, og "Pro+"-betegnelsen indikerer, at vi her har fat i den absolutte topmodel – og dermed også den stiveste og mest krævende i serien. Jeg har brugt adskillige timer på banen med dette bat, både i træning og intense kampe, for at finde ud af, om det bare er et stykke hårdt kulfiber, eller om det faktisk kan løfte niveauet for den offensive spiller. På papiret loves der ekstrem power og præcision, men spørgsmålet er: Koster det for meget på komforten og kontrollen?
Tekniske Specifikationer
Form: Diamant (Oxdog kalder det selv Diamond, men det føles som en hybrid med skarpe kanter).
Materialer: HES-Carbon (High Energy System) – en meget stiv og responsiv kulfiber.
Kerne: Hard – en højdensitets kerne, der giver maksimalt output ved hårde slag.
Balance: Høj (Hovedtungt).
Vægt: Ca. 370g.
Specifikationerne skriver "offensiv". Den hårde kerne kombineret med det stive carbon betyder, at du ikke får meget gratis hjælp fra battet. Du skal selv generere farten.
Design og førstehåndsindtryk
Det første, der slog mig, da jeg tog battet ud af tasken, var finishen. Oxdog kan noget med æstetik; det matsorte look med detaljer af skrigende pink ser både ondt og eksklusivt ud. Kvalitetsfølelsen er høj – det føles som et stykke helstøbt værktøj. Overfladen har en kombination af mønster og en sandpapirs-agtig tekstur, der føles grov. Grebet er en anelse længere end standard, hvilket er et kæmpe plus for os, der bruger tohåndsbaghånd. En lille detalje, jeg dog studsede over, var stroppen. Det er en komfort-strop, men den føltes en smule mere simpel end på andre topmodeller i samme prisklasse.
Testparametre
I defensiven - 7,5/10
Et stift, hovedtungt diamantbat er sjældent en drøm i defensiven. Det lille sweetspot kræver, at du er præcis hver gang.
Da jeg blev presset dybt i baghånden af en aggressiv vibora, mærkede jeg konsekvensen af "Pro+"-stivheden. Hvis jeg ikke ramte bolden rent i centrum, "døde" den nærmest på battet. Der er absolut ingen trampolineffekt ("gratis fart") til at hjælpe dig ud af problemerne. Jeg skulle virkelig arbejde aktivt med benene og gennemføre slaget med god teknik, for at få mine lobs dybt nok ned, og mine grundslag over netkanten.
Det straffer dig kontant, hvis du er doven eller upræcis. Er du en defensivt orienteret spiller, vil du hurtigt blive træt af dette bat. Har du teknikken i orden, er præcisionen dog fremragende, men hjælpen er minimal.
Ved nettet - 8,9/10
Når jeg havde tid til at forberede slaget, var følelsen fantastisk. Ved blokeringer af hårde slag fra modstanderen føltes battet ekstremt stabilt – det vrider sig ikke en millimeter i hånden. Jeg kunne placere mine volleys med kirurgisk præcision. Udfordringen opstod i de lynhurtige "reflex-dueller" ved nettet. Her føltes battet tungt at manøvrere rundt, og jeg kom et par gange for sent til bolden, simpelthen fordi jeg ikke kunne få battet hurtigt nok i position.
Suveræn stabilitet og præcision for den øvede spiller, men det kræver en stærk underarm at holde farten oppe i de hurtige udvekslinger.
Overheads (bandeja/vibora/rulo) - 9.0/10
Ligesom med min volleys ved natten, var overheads en fornøjelse at slå med dette bat, især de aggresive. Da jeg lagde an til en dyb vibora, kunne jeg virkelig mærke, hvordan sandpapirsoverfladen bed sig fast i bolden. Jeg kunne generere en voldsom mængde sideskru, som fik bolden til at dø fuldstændig, når den ramte glasset. Den hovedtunge balance hjalp med at få svinghastighed på, så bolden kom dybt og fladt afsted.
Ærligt et af de bedste bat, jeg har prøvet til at skabe aggressiv spin i overheads. Det kræver dog, at du tør svinge igennem.
Smash & Power - 9.8/10
Dette er battets eksistensberettigelse. Hård kerne + stift carbon + høj balance = Power.
Når jeg fik en høj bold midt på banen, føltes det næsten som snyd. Kraftoverførslen er brutal. I modsætning til blødere bat, hvor energien nogle gange forsvinder i skummet, sender Ultimate Pro+ bolden afsted som et projektil. Jeg havde utrolig nemt ved at slå bolden ud af banen (x3) og trække den hjem til egen banehalvdel, sammenlignet med mere balancerede bat. Lyden er speciel – en meget tør og dump lyd ("thud" frem for "bang") på grund af Oxdogs SilentSpeed teknologi. Det lyder ikke af meget, men bolden flyver ekstremt hurtigt.
Hvis du elsker at smashe, vil du elske dette bat. Det er en kanon.
Generel følelse og komfort - 7.2/10
Et så stift bat vil naturligt sende flere vibrationer ned i armen. Efter 90 minutters intensiv kamp begyndte jeg at kunne mærke det i albuen og skulderen. Det er ikke et bat, der pakker tingene ind. Hvert et slag mærkes tydeligt – både de gode og de dårlige. Oxdog har diverse anti-vibrationssystemer (Vibradamp), og de virker til en vis grad, men man kan ikke ændre fysikkens love: Et hårdt bat er hårdt ved armen.
Komfort er ikke prioriteten her. Performance er.






Hvilken type spiller passer det til?
Ideelt for: Den avancerede venstresidespiller eller den meget aggressive højresidespiller, der har teknikken i orden. Du skal selv kunne generere fart i bolden og elske at afgøre duellerne.
Ikke ideelt for: Begyndere, let øvede og spillere med tendens til tennisalbue eller skulderskader. Defensivt orienterede spillere bør også kigge efter en blødere model.
Samlet bedømmelse – 8.9/10
Oxdog Ultimate Pro+ 2025 er ikke et bat for alle, og det forsøger det heller ikke at være. Det er et kompromisløst angrebsvåben til spilleren, der ved præcis, hvad han eller hun laver. Hvis du har teknikken til at tæmme det lille sweetspot og fysikken til at håndtere stivheden, belønner det dig med en eksplosivitet og præcision, som meget få andre bat på markedet kan matche. Men vær advaret: Har du en dårlig dag teknisk, vil dette bat ikke redde dig – det vil tværtimod udstille dine fejl. Er du klar på den udfordring, er det et af årets fedeste power-bat.
© Padelanmelderen 2024
